“Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt”
– sådan sagde Dronningen i sin nytårstale. Dronningens ord rummer en åbenhed over for det, som ikke kan opgøres som nytte her og nu, men som går i dialog med livet selv, eksistentielt og spirituelt. Det er en direkte kommentar til den resultatorienterede tidsalder, vi lever i, hvor vi er blevet fremmede over for at lege, for at give tid til at bruge fantasien, nære tankerne og stimulere sanserne.
De fleste af os kender følelse af at stirre ind i den blinkende markør på skærmen eller de uoverskuelige bunker A4-ark på bordet. Det fordrer ikke effektivitet, men i stedet en strøm at utilstrækkelighed og dårlig performance. Pres avler pres, sådan er det.
Vi hører flere og flere, der i effektivitetens navn taler om nødvendigheden af tid til refleksion, tid til at lade læring lagre sig, tid til at få de gode idéer, tid til at undres, tid til at trække vejret dybt. Og flere virksomhedsledere og meningsdannere er nu for alvor begyndt at tale om effekten på effektiviteten. Så nu er det ikke bare mennesker, det vil gavne, men også ét af vores største konkurrenceparametre.
Men hvordan sikrer vi, at det ikke bliver ved snakken? Vi kan ikke skemalægge, hvornår vi skal blive inspirerede, vi kan ikke LEANe kreativitet, og vi kan ikke sætte KPI’er op for de gode idéer. Men hvad nu hvis nu vi vender tingene lidt på hovedet og tænker det anderledes og bryder med den konventionelle KPI-tænkning. Og i stedet for at tænke resultatmål, tænker inputmål?
Skal vi tvinges til at have 30 min. spildtid om dagen, hvor vi kan kede os?
30 minutter hvor vi ikke tvinger tanken frem, men i stedet lader sammenhængene finde sig selv i underbevidstheden? Nogen oplever det måske, når samtalen ved kaffemaskinen pludselig gav ny inspiration, eller ved frokostbordet da en kollega henkastet fortalte om en bekendts erfaringer i en anden virksomhed, eller måske var det tiden med egne tanker i rygeområdet.
Jeg oplever, at mine tanker åbner sig, når jeg f.eks. går en lang tur
– ingen ørebøffer, bare mine omgivelser og tanker – når jeg er i gang med vasketøjet, eller har hænderne dybt begravet i pottemuld. Helt unyttige er den slags selvfølgelig sysler ikke, men de løber ingen steder, og der er ingen KPI’er for dem.
At det er godt for krop og sjæl – ikke mindst for de mange, der rammes af stress i disse år – er utvivlsomt. Men vi ved nu også, at det har en ikke undselig effekt på effektiviteten på vores arbejde.
Så rigtig god unyttig arbejdslyst!
