I dag den 14. december 2018 har vores lille konsulent baby BRITE sin første fødselsdag. Det er skønt.

Et år er allerede gået. Vi har fået etableret en ny rådgivningsvirksomhed, og vi har fået lov til at arbejde med alle de mange aspekter, det kræver, for at komme godt gang med en start-up.

Fra idé til forretningsplan, budget, systemer, kontakter med offentlige myndigheder, bank, revision, advokat og alt det andet. Og så det allervigtigste: kontakten hver eneste dag med vores kunder og samarbejdspartnere.

En hektisk tid har det virkelig været – med mange gode oplevelser, men også med kritiske perioder. Selv den bedste plan bliver jo udfordret, når den rammer den barske virkelighed.

Vi har prøvet at have megatravlt og være knappe på ressourcer, når en kunde ville rykke hurtigere end forventet. Vi har utålmodigt ventet på, at en opgave blev klar, og vi har oplevet, at starten på et projektet blev forsinket. Men vi har også været lige i øjet med plan, projekt, leverance, kvalitet og kundetilfredshed.

Efter mange år i rådgivnings- og konsulentvirksomheder, så er det min erfaring, at bemandingsdelen altid er svær. Vi er altid enten for få eller for mange. Særligt når man er lille, er det svært at få det hele til at spille sammen på én gang. Men vi øver os hver dag, og vi er snart ved at være der.

Vi har i året, der er gået, leveret gode forretningsløsninger til vores kunder indenfor alle vores forretningsområder:

HR – både Interim, projekter og rekruttering; Change – udvikling og forandring; og endelig Compliance – en masse vigtig rådgivning om HR Jura.

Vi er ved at vænne os til, at vi har en rigtig fin virksomhed, som vokser og dermed får sin egen identitet, og som nu er ved at få sin berettigede plads på markedet i Danmark for HR-rådgivning.

BRITE er det positive navn, vi arbejder på give brand value. Vi gør det først og fremmest ved at levere gode HR-rådgivningsløsninger til vores kunder. For det andet gør vi det ved at dele ud af vores konsulenters omfattende viden og erfaring på sociale medier, på blogs, til møder, ved foredrag og i advisory boards.

Samtidig med at babyen runder sin første fødselsdag og snart kan smide bleen, så runder vi også 2018.

I 2019 skal vi fortsætte vores rejse, men nu skal babyen ikke længere kravle, nu skal den gå – og den skal nok også lære at løbe. Med andre ord: næste år står i vækstens tegn.

Jeg har lige tilmeldt os Dansk Industris SMV DAG 2019, der finder sted i januar. Altså den årlige konference for os fra de små og mellemstore virksomheder. DI skriver sådan i indbydelsen:

Vi sætter fokus på, hvordan flere små og mellemstore virksomheder kan tage de næste skridt og bringe virksomheden mod nye højder. Hvordan du som virksomhedsleder kan udvikle din forretning, vokse og skabe vækst.

At tænke stort handler – helt bogstaveligt – om at vokse. Om at have en vækstambition og gå målrettet efter den. Det handler også i bredere forstand om at give luft til de drømme og visioner, der driver virksomheden. At gøre sig de store tanker om, hvor virksomheden skal udvikle sig hen, hvordan man sparker en ny idé i gang, indtager et nyt marked, lancerer et nyt produkt – eller noget helt andet. Og ikke mindst: Hvordan man realiserer de store tanker og ambitioner i virkeligheden og ude på markedet.

Det lyder unægtelig, som om programmet er skræddersyet til os. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde en masse andre ambitiøse og visionære SMV’er, der vil vokse, digitalisere, indtage nye markeder og have det sjovt undervejs.

Vi skal vokse, for at opnå kritisk masse. Det betyder, at vi skal være flere konsulenter (- ja tak, du må meget gerne skrive direkte til mig, hvis du vil være med 😊), vi skal have endnu flere kunder og mange flere opgaver. Kritisk masse betyder flere kompetencer, større fleksibilitet, bedre leverancesikkerhed, og det betyder også, at BRITE kan være med på endnu større og mere spændende HR-opgaver.

Det handler altså om, at vi starter næste fase af vores udvikling: Fra at være en start-up til at blive en scale-up.

Mange tak for det første år med BRITE til alle vores kunder, kandidater, konsulenter og samarbejdspartnere.

Glædelig jul til jer alle og på gensyn i 2019 – med endnu større drømme.

/Michael