Har du også brug for at få mere styr på dit liv, både privat og på arbejde, vil du rydde op, leve mere enkelt og blive bedre til at planlægge og gennemføre dine mange opgaver?

Måske – i hvert fald er der rigtig mange mennesker, der er hoppet med på bølgen.

Kan du huske Stephen R. Covey og hans ’7 Habits of Highly Effective People’? Jeg har stadig hans bog stående i min reol sammen med en masse andre businessbøger.

To nye personer fylder i denne tid meget i mediebilledet: Det er Ryder Carroll og Marie Kondo.

På hver deres område inspirerer de tusindvis af mennesker i særligt vores vestlige stressfyldte verden med nye værktøjer og metoder til at forbedre og strukturere vores liv.

Marie Kondo siger: ‘Tidy your space, transform your life’

For Ryder Carroll er det: ’The art of intentional living’

Jeg ved ikke, hvordan du har det med selvhjælpsbøger og den nyeste trend inden for effektivitet, struktur, mindful work, planlægning og meget andet, men personligt kan jeg godt lide struktur på mit liv og på mit arbejde.

Jeg arbejder bedst, når jeg har styr på mine opgaver og jeg ved, hvad jeg skal og hvordan jeg når mine deadlines. I HR har vi mange frister vi skal overholde, for at vores kandidater, kollegaer, chefer og myndighederne ikke skal blive skuffede eller måske lide skade som følge af vores forsømmelser. Det er naturligt med et stort fokus på struktur.

Fra tid til anden dukker nye metoder op, der kan forbedre vores liv. Et liv, der for de fleste af os er præget af en masse opgaver, et stort arbejdspres og måske også stress. Vi ønsker en fornuftig balance mellem det vi laver professionelt, og vores familie- og privatliv, som vi gerne vil bruge både god og kvalitativ tid på.

Jeg synes dog, at denne voldsomme fokus på værktøjer til styring hen mod et bedre og mere meningsfuldt liv også er en slags falliterklæring.

Får man et bedre liv af at rydde op i skufferne eller ved at lære at lave en god liste over sine opgaver i en notesbog? Næppe, men den store fokus på dette er interessant. For er der tale om symptombehandling, eller er det blot en kommerciel interesse i at sælge lærebøger, videoer, notesbøger, penne og Apps, der er nødvendige, for at følge et nyt system?

For mange år siden blev jeg i forbindelse med en testcertificering af en psykolog (med et smil) kaldt en ’strukturfacist’. Jeg brød mig ikke meget om den hårde betegnelse, og jeg syntes faktisk heller ikke, at jeg var struktureret. Imidlertid fulgte betegnelsen mig en del år. Konsulentens ord sad fast i mig, og jeg vedkender gerne, at jeg arbejder bedst med et ryddet skrivebord, med viden om, hvad der er i mine gemmer, og så er jeg faktisk ret god til at rydde op og til at smide ud.

Med to hjemmeboende teenagedrenge med en noget anden tilgang til sortering af vasketøj, opfattelse af hvad der skal ligge på gulvet og ikke på hylderne og vandret lektielæsning i stedet for bag et skrivebord, så kan du nok regne ud, at der kan komme et par konflikter og diskussioner hjemme hos os!

Når jeg nu er så struktureret, så burde jeg jo ikke interessere mig synderligt for folk som Covey, Carroll og Kondo. Men jeg synes, at det er spændende. Situationen er dog den, at jeg slet ikke kan bruge deres råd selv – ikke direkte i hvert fald. Jeg har mine egne små personlige systemer, som virker godt for mig, og dem ændrer jeg nok ikke så let.

Pointen er, at det ikke er systemerne, der hjælper mig med at løse mine opgaver på en god måde. Det er tiden, jeg bruger væk fra opgaverne. Dér ligger nøglen til min produktivitet og kreativitet.

Det er den tid, hvor jeg ikke er struktureret, laver noter, huskesedler, skriver i mine apps eller på min kalender. Det er, når jeg går en tur, står under bruseren, lige er vågnet om morgenen eller på helt andre tidspunkter.

Hvis du vil blive bedre til dit arbejde, blive mere produktiv, mere mindful, tænke roligt over tingene og få bedre ideer, så synes jeg, at du skal vente lidt med de skrappe selvhjælpsmodeller.

Jeg vil foreslå, at du i stedet læser Daniel Kahnemans glimrende prisvindende bog: ’Thinking Fast and Slow’.

Kahneman er 84 år, han er psykolog og professor på Princeton University, og han er den første, der har vundet den Nobelprisen i Økonomi uden at være økonom.

Da jeg læste denne bog af Kahneman i 2012 var det første gang, det for alvor blev klart for mig, hvordan jeg succesfuldt kan tilgå mange af mine opgaver, hvordan jeg får ideer, og hvordan jeg mentalt underbevidst arbejder videre med problemer, når jeg ikke stirrer mig blind på dem eller på to-do listen. Kahnemans beskrivelse af det han kalder System 1 og System 2 var fascinerende og utrolig interessant læsning.

I dag ligger der store mængder af materiale om dette på nettet. Jeg vil foreslå, at du bruger lidt tid på Kahneman; på at forstå, hvordan du tænker, hvordan du bruger din hjerne og din intuition, inden du kaster dig over alle mulige værktøjer, der skal hjælpe dig med at få styr på dine opgaver.

Når du har fået et bedre billede af det, kan du bruge det aktivt til at danne dig et billede af, hvordan du hensigtsmæssigt bruger dine medfødte evner mellem ørerne og den naturlige arbejdsform, der passer dig bedst.

Det vil helt sikkert lede dig frem til et bedre, mere produktivt og mindre stressfuldt arbejdsliv.

 

Se mere her:

Bullet Journal® (eller BuJo®) er skabt af Ryder Carroll, en digital product designer og forfatter fra Brooklyn, NY. Link: https://bulletjournal.com

Marie Kondo er oprydningsekspert, succesrig forfatter, personen bag Netflix’ hit show, ‘Tidying Up With Marie Kondo‘ og stifter af KonMari Media, Inc.
Link: https://konmari.com/

Daniel Kahneman: https://scholar.princeton.edu/kahneman/home. Hans bog ’Thinking Fast and Slow’, eller på dansk ’At tænke hurtigt og langsomt’ kan fås som bog, ebog, lydbog eller lånes på biblioteket. Du kan læse lidt af bogen her, eller starte med nogle af de mange videoer om emnet, der ligger på YouTube.