Sommerferien er slut for de fleste af os. Jeg håber, at du er kommet tilbage med fornyede kræfter og høj motivation til efterårets mange opgaver. Har du haft lejlighed til at ’se på jer selv’ med friske øjne, som jeg foreslog i min sommerblog? – ellers kan du sikkert godt nå det endnu 😊
Nu er vi hos BRITE klar med de ugentlige blogindlæg igen. Denne gang om opfølgningen på en succes – eller som det ofte omtales: ’Den svære toer’.
Knud Romer, der i år efter 12 år er stærkt tilbage med romanen ’Kort over Paradis’ kunne i Berlingske løfte noget af sløret for tilblivelsen af denne roman i artiklen: Den bedste sommer i 100 år blev den værste i mit liv. Romanen er opfølgeren på hans meget roste debutroman, bestselleren ’Den som blinker er bange for døden’. Læs dem og bliv betaget af Romers fantastiske evner som fortæller.
Måske har du prøvet det selv?
Her tænker jeg ikke på, at du har skrevet en moderne klassiker, eller har brugt 12 år på at komme fra den første roman til den næste, men så alligevel: Noget der ligner.
Tænk på den gang, du netop havde lukket den store ordre, holdt det fantastiske foredrag eller afleveret den fremragende rapport. Den gang det blev fejret, champagnen blev drukket, der blev givet high five og alle festede. Du blev rost til skyerne, og der var liv og glade dage.
Så sluttede festen, det blev hverdag igen, og du skulle videre.
Videre med de næste kunder og de næste ordrer. Et nyt kvartal ventede. Næste foredrag skulle være endnu bedre. Næste opgave skulle løses bare et nøk bedre end sidste gang.
Måske følte du dig helt nulstillet, tom indeni, usikker og ufokuseret? Fra at være fejret og feteret, var du nu pludselig slået helt tilbage til start.
Hvordan skal man nogensinde nå en sådan succes igen? Tankerne farer rundt og optimismen og energien er svær at få øje på.
Jeg har selv oplevet det på nærmeste hold. Både personligt og for mine nærmeste medarbejdere. Jeg tror, at vi som ledere af dygtige talenter og højtpræsterende medarbejdere skal være vores ansvar bevidst og tænke os godt om, når vi afslutter festen og derefter sætter nye mål og forventninger.
Det er vigtigt at være klar med coachende støtte og hjælp til dine medarbejdere og ikke mindst til de unge talenter med det svære arbejde, der ligger i at følge succesfuldt op på en sejr.
Ingen er interesserede i, at det bliver et ’one night stand’ (pardon my French). Den dygtige og talentfulde medarbejder vil enormt gerne præstere godt igen, og du skal som leder hjælpe med til at sikre, at vilkårene er til stede.
Min erfaring er, at den leder, der forstår de menneskelige og psykologiske mekanismer, der er hos vinderen lige efter sejrens sødme er smagt, han eller hun har de bedste forudsætninger for at hjælp og coache medarbejderen videre mod nye mål.
Sejr er ingen tilfældighed.
Hold fast i den viden, I har om den vigtige forberedelse, de rigtige aktiviteter og beslutninger, der var til stede sidste gang, og som medførte succesen.
Støt så dine sejrsvante medarbejdere, når det bliver svært at følge op på sejren og vis dem den nødvendige tillid, så de igen kan komme godt i mål.