Man kan forlade sit lederjob enten frivilligt eller ufrivilligt

Nogle virksomhedsledere må forlade jobbet ufrivilligt, når resultaterne udebliver, bestyrelsen skifter sammensætning eller der er brug for en ny strategi og ledelse i virksomheden.

Andre siger farvel ganske frivilligt, fordi græsset er grønnere et andet sted, eller fordi de ønsker at gå på pension.

Der er dog også nogle, der vælger at sige op, uden at have et andet job på hånden.

For et par uger siden kom det frem, at Zinedine Zidane har sagt op som træner i Real Madrid. Uden at jeg er headhunter indenfor sporten eller for den sags skyld er ekspert på fodboldtrænere, så taler vi formentlig om en af verdens pt. bedste trænere. Med tre sejre i træk i Champions League og en del andre trofæer med den spanske kongeklub på CV’et, har Zizou nået meget, siden han startede i jobbet i starten af 2016. Han fornyede i øvrigt for nylig sin kontrakt til 2020.

Nu tror jeg bestemt ikke, at samtlige læsere af denne HR-blog interesserer sig for fodbold, men det er heller ikke nødvendigt, så bliv bare hængende lidt endnu. For problematikken er relevant for alle ledere:

Man bør en gang i mellem spørge sig selv: Hvornår er det det rigtige tidspunkt at stoppe?

Indrømmet, det er en drøftelse, man skal holde helt på de indre linjer. Måske kun med sig selv og i hvert fald maksimalt med sin chef (hvis det er muligt) eller med sin nærmeste fortrolige rådgiver. Jeg er selv personlig rådgiver for et par topledere, og jeg har været betroet muligheden for at agere sparringspartner ved sådanne drøftelser og overvejelser.

Uden at komme ind på detaljer i fortrolige samtaler, så vil jeg gerne dele min erfaring og komme med et bud på processen.

Bemærk at jeg nedenfor ikke skriver om privatøkonomiens betydning. Selvom det selvfølgelig er en helt afgørende faktor for opretholdelse af livet – og betaling af de faste udgifter – så må dette forhold ikke alene være afgørende for beslutningen. Hvis den eneste eller væsentligste årsag til, at man bliver i sit job, er lønnen, så hviler motivationen på et meget spinkelt grundlag.

Det er min erfaring, at det godt kan blive ganske kompliceret at arbejde med dette emne, da der er mange forskellige interessenter, og der er både hårde facts at forholde sig til og stærke personlige følelser i spil.

For at løfte lidt af sløret for, hvordan det kan gøres på en god måde, så vil jeg foreslå, at man deler sine overvejelser i fire dele, og lader denne struktur være styrende for arbejdet:

For dig selv:

  • Her handler det om den personlige motivation, ambitionerne, lysten, viljen og kompetencerne. Er det hele stadig på plads? Er der noget der trykker, som kun kan repareres ved et definitivt farvel?

For holdet/medarbejderne:

  • Er ledelsesopgaven stadig den rette for dig? Sikrer du også fremover udvikling og coaching af teamet?

For ejerne/aktionærerne:

  • Her er det relevant at se på både de langsigtede og kortsigtede mål. Stemmer de stadig overens med dine egne mål? Er du den rigtige til at sikre både værdiskabelse og fremtid for virksomheden?

For virksomheden:

  • Er der generelle forhold i øvrigt, som kan påvirke dig og din beslutning? Det kan være områder som virksomhedens historie, andre personlige forpligtelser, aftaler eller relationer?

Det konkrete og endelige resultat af dine overvejelser er naturligvis enormt interessant for dig selv og selvfølgelig afgørende for interessenterne, hvis og når de bliver involveret efterfølgende. Jeg tror dog, at selve arbejdsprocessen er rigtig sund – uanset udfaldet.

For selvom du løbende får evaluering af din performance, og du kan se udviklingen i selskabets økonomi eller på anden måde kan aflæse og mærke resultatet af dit arbejde, så er det meget værdifuldt at gennemtænke de oplistede områder og komme helt i dybden med dem.

Det er simpelthen guld værd med et personligt frikvarter til dette arbejde.

For hvis du tillader dig selv at reflektere grundigt, konstruktivt og struktureret over dette, så vil du efter min mening blive en stærkere og bedre leder, der hviler mere i sig selv og som – uanset udfaldet af overvejelserne – vil have styrket dit personlige lederskab samt troværdighed og motivation.

By the way: På et pressemøde sagde Zinedine Zidane blandt andet sådan om sin exit:

‘Hvordan kan jeg bede spillerne om mere? Store spillere har brug for luftforandring, og jeg vil ikke involvere mig yderligere i holdets fremtid. Jeg er ikke træt af at være træner, men hvis jeg skulle være manager her i den kommende sæson, ville det blive svært for os at vinde trofæer.’

Hvad ville du sige, hvis du skulle træffe det samme valg?

Med ønsket om en BRITE DAY – rigtig god arbejdslyst!